Blomsterkasser i træ – sådan laver du dine egne!

Bliv forårsklar med hjemmelavede blomsterkasser i træ

I Linoliebutikken er vi allerede blevet ramt af forårskulder! Der er ikke noget, der løfter vores humør mere, end når vi kan se, at træer og blomster springer ud, og naturen gør klar til, at sommeren er på vej. Vi er ved at gøre haven forårsklar, og derfor har vi lavet fine ny blomsterkasser, som vi rigtig godt kunne tænke os at dele med jer. 

blomsterkasser-i-trae

I Linoliebutikken elsker vi genbrug og bæredygtighed, og derfor har vi valgt at fremstille de flotte og unikke blomsterkasser af engangspaller. Frank har været i gang med at samle kasserne, og har derefter behandlet dem både indvendigt og udvendigt med linolie, så de bliver mere modstandsdygtige over for fugt. Til slut har han malet dem med linoliemaling i flotte og farvestrålende forårsfarver.

Vi har lavet en lille guide til dig i nedenstående, så du også selv kan lave hjemmelavet blomsterkasser i lige præcis dén eller de farver, som du bedst kan lide. Først gennemgår vi, hvordan du bygger kasserne og derefter hvordan du behandler dem med både linolie og linoliemaling, så du får et smukt og holdbart resultat. God fornøjelse! :-)

Byg selv blomsterkasser – sådan gør du

Når du skal i gang med at bygge din helt egen blomsterkasse, får du brug for følgende:

  • Gamle engangspaller eller andet gammelt træ. Vær opmærksom på, at det skal være engangspaller, hvis du gerne vil bruge paller til dit projekt
  • Søm og skruer, der passer til tykkelsen på træet
  • Sav
  • Hammer
  • Tommestok
  • Tømrervinkel
  • Boremaskine
  • Sandpapir
  • Plastik
  • Hæftemaskine

Nu er du klar til at gå i gang - du skal blot følge nedenstående trin:

  1. Skil pallen ad.

  2. Sav træet i de ønskede længder til udvendig kasse (korte stykker til enden og længere stykker til siderne).

  3. Sav fire stykker træ til hjørner (de skal være ligeså høje som kassen).

  4. Sav fire stykker træ til overkanten af kassen (2 stk lange og 2 stk korte). Det er de øverste grønne stykker på billedet af blomsterkassen.  

  5. Sav træ ud til bunden.

  6. Saml brædderne med hjørnetræet. Det stabiliserer kassen og giver noget at skrue i. 

  7. Monter bunden og overkanten.

  8. Til slut påhæfter du kraftig plastik indvendig. Det forlænger nemlig holdbarheden på din blomsterkasse, fordi der så ikke er direkte kontakt mellem jord og træ. 

Sådan grunder du din blomsterkasse

Når du er færdig med at bygge, er du klar til at grunde din blomsterkasse med linolie, inden du påbegynder selve malingen. Vi har valgt at behandle kassen med linoliegrunder både indvendigt og udvendigt, så kassen er mere modstandsdygtig over for vand, fugt og sol. 

Linolien har nemlig en helt unik indtrængningsevne i træ, da linoliens molekyler er meget mindre end træets porer, og derfor kan trænge dybt ind i træet. Når linolien så hærder, udvides det med helt op til 20%, så træets porer lukkes, og vand og fugt ikke kan trænge ind i træet. Derfor anbefaler vi, at du påfører linolie på din egen kasse, hvis du gerne vil have den til at holde mere end én enkelt sommer.

Du skal dog være opmærksom på, at linolien har en lang tørretid, da den hærder ved at blive udsat for dagslys (UV-lys) og ved at optage ilt fra luften. Linolien skal derfor bruge ca. 24 timer, før den er overfladetør og ca. 7 døgn, før den er helt gennemhærdet. Hvis du har svært ved at vente på hærdningen, kan du sætte kassen et luftigt sted med meget sol for at fremme hærdeprocessen.

Når du skal grunde med linolie, har du brug for følgende:

  • Linoliegrunder
  • Pensel - fyldig pensel af naturhår
  • Sandpapir korn 180 – 240
  • Slibeklods
  • Klude til aftørring
  • Grundrens eller brun sæbe til rengøring af pensel

Du kan købe vores miljøvenlige Linoliegrunder her

blomsterkasse-vaerktoj

Fremgangsmåde:

  1. Linoliegrunderen påføres i et tyndt lag med en pensel af naturhår.

  2. Når alle overflader er blevet olieret, lader du kassen stå i 2 timer.

  3. Efter 2 timer tørres evt. overskydende olie af.

  4. Olien er gennemhærdet efter ca. 7 dage.

Når linolien er gennemhærdet, kan du gå i gang med at male blomsterkassen i dine yndlingsfarver.

Sådan maler du din blomsterkasse

Vi valgte at male vores blomsterkasser med Original Linoliemaling, som er en bæredygtig maling, der udelukkende er fremstillet af farvepigment, linoliefernis og et tørremiddel (sikkativ).

Som du kan se på billederne, valgte vi at bruge både grøn og orange - vi elsker nemlig, når der er liv og farver i haven. Når vi har forskellige farver på de to sider, kan vi også altid vende kassen med den anden farve udad, når vi har brug for, at der sker noget nyt i haven :-)

blomsterkasse-male

Original Linoliemaling er helt ideelt at bruge til dine blomsterkasser, da det både styrker og plejer træet samtidig med, at den giver en harmonisk overflade, der både patinerer smukt og bevarer træets naturlige struktur. 

Linoliemaling har også en hel unik vedhæftningsevne, hvilket betyder at malingen hverken skaller eller revner, når træet både udvider og trækker sig sammen i takt med, at årstiderne skifter. Derudover kan vi også tone linoliemalingen i lige præcis den farve, som du gerne vil have.

Linoliemaling er derfor det helt rigtige valg til dig, der ønsker en smuk og bæredygtig maling, som samtidigt plejer dit træ rigtigt godt og giver et ekstra holdbart resultat.

Når du skal male dine blomsterkasser med linoliemaling, har du brug for følgende:

Når du skal male med linoliemaling, er det vigtigt at du husker, at linoliemaling hærder ved UV-lysets påvirkning samt ved iltning af olien. Derfor er det meget vigtigt, at du maler meget tyndt på, så olien i malingen kan blive iltet. Hvis du lægger malingen for tykt på, vil den nemlig ikke tørre ordentligt, og så bliver den i stedet enten klistret eller rynket.

Du skal derfor også vælge en pensel, der er mindre (faktisk halvt så bred), som det du skal male. Det gør det nemlig lettere at påføre malingen tyndt.

Sådan maler du din blomsterkasse:

  1. Start med kun at dyppe penslen ca. 1-2 mm ned i malingen. Herved er det lettere at male tyndt på, da du ikke har så meget maling på penslen.

  2. Sæt dernæst malingen af i små klatter hen langs træet. Dette gør det lettere, at få påført malingen ensartet TYNDT på hele træet.

  3. Mal i første omgang malingen på i alle retninger af træets årer.

  4. Til sidst males med let hånd med træets årer, så alle penselstrøg forsvinder og malingen ligger pænt.

  5. Når malingen er HELT tør (efter ca. 24-36 timer), kan næste lag påføres. Mal aldrig igen, før malingen er helt tør og gennemhærdet.

  6. Da træet i dette tilfælde ikke har været malet før, bør du påføre det tre tynde lag.

OBS: BRUGTE KLUDE DRUKNES I VAND ELLER LÆGGES I EN LUFTTÆT POSE SOM LUKKES, DA DE KAN SELVANTÆNDE. 

Kassen er færdigmalet, når overfladen har en ensartet glans uden matte pletter.

Nu er du så klar til at fylde jord i, og plante dine favoritblomster eller krydderurter i kassen - og vi synes, at du fortjener en dejlig kold øl efter dit hårde arbejde :-) 

Vi håber, at du kan bruge vores ”Blomsterkasse Lav Selv” guide og får stor fornøjelse af dine blomsterkasser i træ. Godt forår!